Microputtens hjemmeside

Tanker

14/11-2012

3 måneder senere og vi er nu nummer 8! 

07/08-2012

Og så blev vi nummer 9!
Nummer1 på ventelisten fik endelig barn i forslag, en lille pige på knap 2 år.
Vi vnter med spænding på, om der kommer flere ryk...  

30/07-2012

Første feriedag og et hop på ventelisten, således at vi nu er nummer 10. Vi ser med spænding frem til resten af ferien .
Det var nummer 2 på ventelisten som var de heldige i dag, og dermed desværre ikke vores Burkinagruppe-venner som ellers ligger nummer 1.   
Vi håber, at det også snart bliver deres tur!

07/05-2012

Så skete der endelig lidt på ventelisten. Vi er rykket hele 2 pladser i løbet af Store Bededags ferie - tænk hvad det ikke kan blive til i løbet af Kristi Himmelfart og Pinse 😉.
Dvs at vi nu er nummer 11 - det lyder faktisk også meget bedre end 13..    

13/03-2012

Blot en hurtig melding om, at vores papirer i dag er sendt afsted til Burkina Faso - så kan det vel ikke vare længe før vi er matchet til en lille trold 🤭.
Vi står stadig nummer 13 - men har en forventning om, at der snart sker lidt på listen, så vi kan rykke opad.  

28/02-2012
Så er der lidt nyt på vejen mod endnu en microput.
Vi kom på venteliste som nummer 13 d. 02/02, og dagen efter rykkede vi så ned som nummer 14😮 - det var ikke lige den vej, det var meningen vi skulle rykke. Vi kender ikke historien, men kan se at hele listen er rykket, da der er kommet en ny nummer 1, så det er der sikkert en god forklaring på.
Vi har fået samlet alle vores dokumenter til Burkina, og A-C har i dag bekræftet, at de er modtaget i Århus, når de er legaliseret osv bliver de sendt afsted, og vi får så oplyst vores endelige placering på ventelisten, vi kan stadig overhale/bliver overhalet afhængig af hvor hurtige/langsomme folk er til at indhente papirer. 
Og herfra er det så bare at læne sig tilbage og vente.........

Dagens billede viser kvinden i huset i en fuldstændig almindelig dagligdags situation . Det er et af de billeder vi har sendt med til Burkina - vi har i alt sendt 15, som viser os selv, hver for sig, sammen og i forskellige dagligdags-sitationer - samt huset indefra og udefra. Frederik optræder ikke på billederne, idet husdyr ikke lige er det store hit i Burkina.
Vi takker for de navne-forslag vi indtil videre har modtaget - I er mere end velkomne til at sende mange flere! 
       
01/02-2012

Så har alle vist hørt det fra 'hestenes egne muler' - så nu må det være tid til at offentliggøre det her også!
Oliver skal være storebror!
Altså en gang..... vi forventer at ramme ventelisten i morgen som nummer 13 - og ja lillesøster/lillebror skal også komme fra Burkina Faso, det er jo der de dejligste børn kommer fra.
Ventetiden hedder så 9-12 måneder til barn i forslag og derefter ca. et halvt år til udrejse.
Flere har sagt, jamen I skulle da ikke have flere børn - og nej det skulle vi ikke. Og det har også været en lang proces med mange tanker, snakke osv at nå hertil.
Men......vi synes jo at Oliver er så dejlig, at vi gerne vil opleve det hele en gang til, men så er det også slut!
Vi lover at holde jer opdaterede på, hvad der sker (måske ikke helt så flittigt som sidste gang, da vi jo nu har en hverdag med Oliver).
Som sidste gang er navneforslag mere end velkomne, det er ikke det nemmeste at blive enige om her i huset - Olivers bud er at han skal have en lillesøster, som skal hedde.... Max...😲

 
      
 

31/03-2010

Inspireret af et indlæg på en kær medadoptants hjemmeside kom jeg til at tænke lidt dybere over begrebet mor vs. adoptivmor, og hvorvidt føler jeg mig mest som det ene eller det andet.

Konklusionen er, at jeg er en MOR, hvis søn ’tilfældigvis’ er adopteret, måske det ændrer sig, når Oliver bliver lidt ældre og eventuelt begynder at stille spørgsmål til sin oprindelse, hudfarve osv. Men lige nu er vi jo ikke anderledes end eller de andre familier i vuggestuen, omgangskredsen osv - vores søn har blot en anden kulør.

Jeg har jo længe været at finde på en side her på nettet kaldet ’zonen’. Jeg har dog netop meldt mig ud, idet jeg kan mærke mere og mere, at mit syn på vores tilværelse og livet som adoptivforældre/barn ikke matcher den gængse holdning på siden. 

F.eks når Oliver vågner grædende om natten, tænker jeg (som en anden kær medadoptant sagde) ikke først kugledyne, sanseterapi osv, men derimod på hvad han mon har drømt, eller om han skulle være syg.

For øvrigt er det jo helt forkert, at Oliver stort set sover igennem hver nat, det er klart tegn på, at tilknytningen ikke er på plads, i hvert fald er det ifølge siden kun positivt, hvis adoptivbarnet vågner flere gange om natten, da det er tegn på, at det nu er trygt nok til at give udtryk for sin utilfredshed.

Når Oliver ved sengetid gnider sine øjne, tænker jeg ikke straks adoptions-traume, men går derimod ud fra at knægten er træt – jeg synes nemlig, jeg har set samme tendens hos biologiske unger i omgangskredsen.

Og sådan er der så meget.…..

Forstå mig ret, jeg forklejner absolut ikke de familier/børn som virkelig har store traumer/problemer osv relateret til adoptionen, og jeg benægter heller ikke, at Oliver har haft en anden start på livet end biologiske børn, hvilket selvfølgelig altid vil påvirke både ham og os.

Men….. jeg nægter at relatere hver enkelt lille udviklingstrin og bump i hverdagen til det faktum, at Oliver er adopteret. Og jeg bliver skør i hovedet af at læse flere råd fra adoptiv-forældre ’som ved bedst’ – og tro mig, dem er der faktisk en hel del af derude J

Vi gør det, som vi mener, er bedst for os og Oliver, så håber vi blot, at Oliver forbliver en glad og harmonisk dreng med mod på livet og med ballast til at klare de udfordringer han nu en gang vil møde på sin vej!      

Hvordan går det ellers her på Amager, her knap 2 år efter Olivers ankomst. Jamen det går godt!

Oliver har udviklet sig fra en baby på 8 mdr, som klart var motorisk understimuleret, til en dreng på snart 2år og 8 mdr med fuldt knald på i samtlige døgnets vågne timer. Han elsker vand/svømning, at løbe, at være til håndbold, at gynge, at danse, alt med hjul (både at køre på/i og lege med), flyvere, lego, puslespil, at få læst historier, at hjælpe til/være med – ja vel faktisk alt det, som de fleste drenge på hans alder er vilde med.   

Sprogligt er Oliver også godt med, men nu bruger han også sine talegaver rigtig rigtig meget! Han fortæller, han spørger, og han gentager og efteraber – samtalen ved middagsbordet kan f.eks forløbe sådan her:

Far: Oliver hvad har du lavet i vuggestuen i dag?

Oliver: Hvad har du lavet i vuggestuen i dag?

Far: Har du været nede i børnehaven?

Oliver: Har du været nede i børnehaven?

Far: Har I været ude på legepladsen ?

Oliver: Har I været ude på legepladsen ?

Far: Oliver, jeg spørger dig, om I har været ude på legepladsen

Oliver: Mig har rutschet på den store rutschebane…    (vi har ikke helt styr på mig/jeg endnu)  

Mor: Hvad har I ellers lavet?

Oliver: Hvad har I ellers lavet?

Mor: Har I danset ?

Oliver: Mig ha’ saftevand

Mor: Hvad hedder det, når man gerne vil be’ om saftevand

Oliver:  be’ om - mig ha’ saftevand

En dag talte mor med Moster Tut i telefonen og spurgte til Stine og heste-planerne. Hvorefter det lød fra Oliver: Mig også snakke med Stines hest. - Ja så se dog at få dyret til telefonen :-)  

Oliver går meget op i vores navne i øjeblikket.

Mor hedder Benedikte, Far hedder Jakob, Oliver hedder Wendso…..

Og når mor så siger, ja Oliver hedder Oliver Wendso Lohse, siger knægten:
Mig os’ ha’ Laktulose…..
(afføringsmiddel mod hård mave) 

Mathias, en af hans bedste venner i vuggestuen starter i børnehave her efter påske, og vi er lidt spændte på at se, hvordan Oliver vil reagere på det. Dog vil de jo stadig se en del til hinanden, da Oliver jo stort set hver dag springer middagsluren over for at begive sig ud på nye eventyr i børnehaven, og vi har da også en ide om, at han nok ikke når at runde de 3 år, før han ryger permanent ned i børnehaven, eneste hindring skulle eventuelt være at han endnu ikke er renlig, vi har dog heller ikke trænet dette så meget endnu. (Hver ting til sin tid).

Det virker for øvrigt ikke til, at han har brug for middagsluren mere, de fleste dage holder han ud til ved 19-19:30-tiden, bortset fra om søndagen, når vi har været til svømning, så falder han gerne i søvn på vejen hjem, og så er det ikke altid man er klar til at sove igen ved sengetid –og så vil man meget gerne have selskab og det allerbedste er næsten at ’lege baby’ og få lov til at falde i søvn på mors mave 🙃.  

Så alt i alt tror jeg ikke livet på Amager og som mor for Oliver er så meget anderledes end i livet i en hvilken som helst anden familie med en dreng, som lige om lidt fylder 3 år og er blevet børnehavestor. 

Slut herfra og påskehilsner til jer alle derude.

29/04-2008
Det er sikkert gået op for de fleste, at det er mig; Benedikte, som opdaterer denne hjemmeside, mens Jakob mest ser til fra sidelinien 😎, og nedenstående er derfor også mine tanker, om at være blevet mor til Oliver.
Det er i dag 18 dage siden, at vi så Oliver 1ste gang - uden tårer 😉.
Flere har spurgt, hvordan vi kunne lade være med at græde, og svaret har været, at vi nok var for overvældede. 
Sandheden er, at det er umuligt at sætte ord på den oplevelse, det var at holde ham i armene for første gang - men når jeg lukker øjnene står det helt klart for mig - mit livs måske største øjeblik 🤭.
Pludselig var han vores; eventyret var slut eller lige begyndt. Jeg var blevet MOR !
Og Oliver græd ikke, så måske kunne han faktisk godt li' mig, i hvert fald vakte den Barbapapa-bamse vi havde med til ham lykke. 

Hvordan er det så at være blevet mor til en dreng på 8 mdr, jamen det er helt fantastisk, stort, dejligt og hårdt, man er jo på 24 timer i døgnet. Oliver skal have mad, bades, leges med osv - og selv når han sover, har man konstant et øre eller øje på ham. Og i går da jeg for første gang vovede mig væk fra ham, ud at handle, fyldte han stadig mit hoved i den time, jeg var væk, på trods af at han var sammen med sin far, og for øvrigt sov formiddagslur. 

Tiden i Burkina Faso gik mest med at beundre guldklumpen, og at fundere over om vi nu gør det godt nok. Selvtilliden får f.eks lige et hak, når man atter en gang glemmer at tage låget af under sutten, når flasken serveres.
Om onsdagen da vi fik papirerne med det forkerte navn, kom så angsten, angsten for ikke at få Oliver med hjem, og derefter lettelsen torsdag aften, da vi sad i flyet med Oliver på skødet og kunne lugte resterne af angstens sved. 

Burkina Faso er et fattigt land. Jeg har jo snart set en del steder / lande, men aldrig har jeg set et land så fattigt som Burkina Faso.
Børnehjemmet var yderst spartansk indrettet med ingen møbler til børnene, udover de senge de sov i, og med kun meget lidt legetøj.
Men omsorgen var der, omsorgen for det enkelte barn, og interessen for at få Oliver godt afsted til sin nye familie.

Oliver er begyndt at vise sin vilje, når bleen er fyldt, når det går for langsomt eller hurtigt med maden, og når han ikke længere gider sidde, lægge, lege, bade eller hvad vi nu er gang med, og det er dejligt, da det for os er tegn på at tilknytningen er i gang.

Til sidst kan jeg blot sige, adoption er en fantastisk måde at blive forældre på, så prøv det prøv det 😀
        
06/04-2008
Vi begynder at kunne tælle timerner til, vi drager afsted mod Burkina Faso.
Olivers værelse er nu helt færdigt (se billedet), og i går fik vi købt de sidste ting på listen. Vi mangler nu kun lidt gaver til de forskellige i Burkina Faso.
Tirsdag skal vi til lægen og have de sidste vaccinationer, og det er også tirsdag, vi begge har sidste dag på arbejde.
I fredags fik jeg, Benedikte, afskedsgave fra min kollegaer i USA, en flot buket blomster og ikke mindst BIF-tallerkerne og body 🙃.

Vi har fået bekræftet ud- og hjemrejse fra A-C, og vi har fået besked om, at vi ser Oliver første gang på fredag kl. 13:00 (dansk tid).
Sommerfuglene, eller rettere elefanterne, flyver lystigt rundt i vores maver, det begynder sgu' at komme meget tæt på.
Jeg har lige talt med Felix's mor tidligere på dagen, og havde helt kuldegysninger bagefter, efter at have hørt om deres rejse, og dagligdag med Felix.
Ellers er der ikke så meget at fortælle her fra Amager, andet end
VI ER KLAR🤭  
22/03-2008

3 timer senere og en hulens masse penge fattigere 😲 er 1ste shopping-etape overstået.
Vi fik købt, det vi manglede før at gøre værelset færdigt inkl. lampe, tæppe, kommode og rum-fordeler
Seng inkl. madras, dyne/pude, lagen, betræk og tisseunderlag
Baby-alarm
Klapvogn incl. regnslag
Pusletaske
Puslepude
Sutter og sutflaske
Stofbleer
Badekar

Vi mangler stadig
En masse toiletartikler
Badelagen/slag
Vågelampe
Evt. weekendseng
Autostol
Højstol (de er for lave til vores bord)

Så alle I kloge hoveder derude, I må jo lige råber op, hvis der er noget, vi har glemt.

13/03-2008

Så blev det tid til en lille opdatering hele vejen fra Thailand.
Vi har (haft) en dejlig ferie, hvor vi både har fået set en masse i Bangkok og har fået slappet af😎.
I mandags d. 10/03 fik vi et meget overraskende opkald fra A-C, om at vores sag er gået igennem i Burkina, og at vi kan planlægge rejse omkring d. 10/04 🙃, hvilket jo er lige om lidt, så nu får vi sgu' travlt, når vi kommer hjem til DK.
Det er helt fantastisk, at det er gået så hurtigt, og det er altså lidt svært at fatte, hvor ufatteligt hurtigt det hele er gået for os.
En eller anden må have lyttet, der jeg den 17/12 skrev om hjemtagelsestiden, 'der blev sagt 4 måneder Niller, 4 måneder !'😀 

Som nævnt i sidste opdatering fik par nummer 4 et barn i forslag midt februar, det er endnu en lille dreng på 4 måneder, og meget overraskende har det vist sig, at Benedikte arbejder sammen med den nybagte far.
I mellemtiden har også par nummer 1 på listen fået barn i forslag. Så man må sige, at der for alvor er kommet gang i Burkina Faso-listen, dejligt! 

Vi ønsker jer alle en dejlig påske, hos os kommer den til at stå på børneværelse, indkøb, planlægning og flere indkøb 😉🤭  
  

17/02-2008

I torsdags var det 2 måneder siden, vi fik Oliver i forslag, og i dag fylder han 1/2 år.
Mens hverdagen går sin vante gang her på Amager, med arbejde, ferieplanlægning, samvær med familie og venner osv, forbereder vi os så småt på at blive forældre.  
Ventetiden byder på både op- og nedture.
Opture når vi får nye billeder, når vi diskuterer børneværelse og lege-udstyr, og når vi forbereder Frederik på, at han snart får en helt fantastisk lege-kammerat i huset.
Opture som udmønter sig i energisk planlægning, vilde planer og tegninger og fantastiske dagdrømme om livet som en familie på tre.
Nedture når usikkerheden tager over, når man hører fortællinger om familier, som mister barn i forslag, når man hører skræk-historier om hverdagen på et børnehjem, når man for 117 gang skal forklare, hvorfor det nu en gang tager tid, inden alt det administrative er på plads, når man skal smile anstrengt af dårlige jokes omhandlende adoption, når man bare er fu..... træt af ventetiden, og bare vil have Oliver hjem NU!!!. 
Nedture som giver humørsvingninger, stress, og en umanerlig træthed, som forplanter sig i både krop og sjæl.

I sidste uge blev vi kontaktet af to journalister, som er i gang med at skrive et projekt om Burkina Faso, og skal derned her sidst på måneden. De vil gerne høre om vores tanker om landet, vores adoption, hvorfor vi valgte Burkina osv osv. Vi har sagt ja til at tale med dem og venter nu på at høre mere fra dem. 

I torsdags var Benedikte ude med nogle andre piger fra 'Zonen', en hyggelig aften med en masse adoptionssnak og dejlige billeder.

I løbet af ugen har famile nummer 4 på ventelisten accepteret 'barn i forslag'. Vi ønsker dem et stort tillykke !🙂

 


27/01-2008

På dagen hvor det danske herrelandshold endelig vandt guld, blev det tid til en opdatering igen.
De sidste 14 dage er gået med rigtig meget håndbold og dårlig-domme.
Først tabte Benedikte et par dage den daglige kamp mod astmaen og måtte derfor holde sengen sidste fredag/lørdag.
Derefter fik Jakob skadet sin pege-finger, først hoppede den ud af led og tilbage igen, og bagefter viste det sig, der var en splint, som var blevet derinde, så nu render han rundt med en meget hævet finger fyldt med betændelse.
Det betyder så også, at arbejdet med børneværelset står stille, men det gør diskussionerne om farve, tema osv ikke, og det ser p.t. ud til at vi er blevet enige om 'Safari', som på billedet. Mon ikke det lige er noget for Oliver 🤭.
Oliver og hans mor var på shoppetur i Amagercentret og på Fields i går, og det viste sig, at Oliver har samme shoppe-problem som sin mor 😲 - der er meget lidt tøj som finder nåde for 'hans' kritiske øjne, og 'han' har stort set en ikke eksisterende tålmodighed, så alt det fine tøj, vi ellers havde fundet på udsalg i Exit, røg tilbage på bøjlen, da med-kunderne ikke kunne holde kø-kultur 😠, så nu er vi tilbage på net-shoppingen.
Der er endnu intet nyt fra A-C eller Burkina Faso, men vi går ud fra at intet nyt er godt nyt !         
   

12/01-2008

Godt Nytår (lidt forsinket) - Vi håber I alle er kommet godt ind i det nye år. Vores eneste nytårs-ønske er, at Oliver komme hjem til DK i en fart, og så glæder vi os til vores rejse til Burkina Faso.

På mandag er det d.14/01, og en måned siden vi fik Oliver i forslag 🙃 og på tirsdag er det så d. 15/01, hvilket betyder, at det er  venteliste-opdaterings-tid. A-C var dog hurtige denne måned, så ventelisten blev opdateret allerede i går. Der er nu 9 par på Burkina Faso listen, og vores nummer er forsvundet 😎. Jeg håber sgu' ikke det betyder, at A-C mener, vi ikke længere venter, for det kan jeg garantere jer for, at vi gør - forskellen er bare, at vi nu ved, hvad vi venter på 🤭

I dag har vi været i diverse børne-møbel-forretninger, en meget deprimerende oplevelse
A) Fordi vi selvfølgelig som sædvanlig ikke kan blive enige om noget som helst  der er altså langt fra Peter Plys tema til Spiderman-tema, og fra en ganske almindelig tremmeseng til en Leander-seng som barnet kan vokse i - dog fandt vi en klapvogn, vi begge var interesserede i.  

B) Fordi det fik vores øjne op for mig, hvor meget vi skal have købt 😲, jeg må vist hellere i gang med en liste

C) Fordi ekspedienterne når de opdager min (forholdsvis, alt er jo relativt...) flade mave hurtigt mister interessen, da vi åbenbart ikke udstråler det store salgs-potentiale 😠.

Ellers skrider det fremad med børneværelset, og Oliver har da også fået lidt tøj i ugens løb, det er jo trods alt udsalgs-tider. 

Mht Thailands-rejsen har vi nu også bestilt hotel til den anden uge, vi er dernede, nemlig et værelse på Lima-Bella-Resort på Koh Samet. 
    



 
 

29/12-2007

Ja, så er julen så godt som overstået for denne gang. Det har været en dejlig jul, hvor især Oliver har høstet gode gaver og med hyggeligt samvær med familie og venner.
1ste juledag åbnede vi jo mailen fra Felix's familie og fandt de dejlige billeder af Oliver, som er blevet printet, hængt op og beundret mange gange - en dejlig extra-julegave !
Det er så småt ved at gå op for os, at vi er blevet forældre.
Jakob er i gang med børneværelset, og det skal nok blive klart, til Oliver kommer hjem.         
Benedikte er gået i gang med indkøbslisten og bliver konstant overrasket over alle de ting, vi skal ud at købe , og så ser hun frem til en dejlig lang barsel - tænk sig næste år til jul er der masser af tid til konfekt, julepynt osv.
Hvis vi et kort øjeblik glemmer, at vi er blevet forældre, skal posten nok minde os om det, vi får det ene brev efter det andet ind af døren med oplysninger fra kommunen, statsamtet, A-C osv, tror sgu' det er meget godt A-C klarer det administrative, og at vi ikke selv skal holde styr på det hele 😲

Men inden Oliver kommer hjem skal vi jo på ferie i Thailand 😎.
Det lykkedes os at finde et indbydende, billigt og centralt beliggende hotel i Bangkok; Classic Place Hotel, så det har vi nu booket til den 1ste uges tid. 

2nd uge går til sandsynligvis til Koh Samet (eller Koh Chang) men puha der er mange hotel-muligheder, og vi har vist ikke fundet det helt rigtige endnu med både hav-udsigt, pool, massage og gode
/sjove aktiviteter for de rastløse 😉 - så vi skal vist lige google lidt mere.

17/12-2007
A-C har i dag opdateret deres hjemmeside, og skriver at nr. 5!!!! på ventelisten har accepteret udvalgt barn.
Vi er stadig lidt i chok, vi havde glædet os til at kunne foretage det første spring på listen, men havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville springe helt ud af listen i 1ste hug 🙃
Vi har endvidere fået kvartalsbrev.
Jette skriver, at den første familie kommer hjem fra Burkina Faso i morgen, og at de har haft en spændende tur. Vi glæder os personligt til at høre meget mere.
Endvidere er der følgende opdatering;
quote
I fredags kunne vi bringe et barn i forslag til en familie på ventelisten. Barnet er allerede godkendt af sine forældre, og sagen skal nu overdrages til advokat Tougma, så den kan indgives i Domstolen, når han har samlet alle akter fra både Danmark og det burkinske Socialministerium. Det er en meget glædelig nyhed. Barnet opholder sig på børnehjemmet ”
” i Ouagadougou.

Den lykkelige familie, der har fået barn i forslag, står ikke blandt de øverste på ventelisten. Det skyldes blandt andet, at der blandt de øverste familier er nogle, der har særlige godkendelser i forhold til barnets alder. Derudover er der en familie, der endnu ikke opfylder kravet om fem års ægteskab. Derfor er udvælgelsen sket blandt nogle af de familier, der har den relevante godkendelse til et barn 0-36 måneder, som står længere nede på ventelisten.

Det kan føles lidt underligt at blive sprunget over, men det oplever vi indimellem kan ske i hele verden. Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er ansøgerne, der er noget galt med. Det sker indimellem, når der er tale om deciderede matchninger, og det er der intet mærkeligt i det. Et godt råd fra tidligere ansøgere kan være, at fokusere på, at det bliver jeres tur, når Socialministeriet i Burkina Faso vurderer, at et konkret barn skal matches til lige netop jer.

Derudover glæder vi os sammen med den pågældende heldige familie over, at de meget hurtigt har fået barn i forslag. Familien blev godkendt for fire måneder siden og udsendte deres sag til Burkina Faso for kun 1½ måned siden! Det er en ganske enestående og sjælden situation, og vi ønsker naturligvis den pågældende familie hjertelig tillykke.

unquote
Javist er det gået hurtigt, men det var jo VORES søn, som var klar til at blive bragt i forslag nu, så der var jo ingen grund til at vente længere!
Vi håber hjemtagelses-tiden ligeledes positivt sprænger forventningerne, og at Oliver kommer lige så hurtig til Danmark, som han kom i forslag;
4 måneder Niller, der blev sagt 4 måneder!!!
15/12-2007
Så er der gået en uge siden sidste opdatering, og hvilken uge hør bare;

Søndag
Jakob & Frederik er sløje og napper en dag på langs.
Benedikte får powershoppet og købt alle vores julegaver på 3 timer, hvorefter hun går død på sofaen med jetlag.

Mandag
Jakob er stadig sløj og napper en sygedag.
Frederik må igen en tur til dyrlægen for at få drop. Dyrlægen mener nu, han har et fremmedlegeme i maven, hvorfor han får kontrast-væske og taget flere røngtenbilleder. Frederik gider ikke dyrlægen mere og flår droppet ud af poterne. Det er en meget træt og dårlig hund, som kommer hjem sidst på dagen.
Benedikte kommer tidligt hjem fra arbejde og går igen død på sofaen, sådan går det, når man står op kl. 3 om morgenen,
jetlag 😠 

Tirsdag
Benedikte står først op kl. 4 i dag, sikkert en kombination af jetlag og bekymring for den lille hund. 
Jakob er stadig sløj har kvalme og rumlen i maven men tager på arbejde.
Frederik afleveres igen hos dyrlægen, som efter endnu et par røngtenbilleder bekræfter mistanken om et fremmedlegeme.
Frederik opereres og ud kommer en .......... arbejdshandske, hvor mon den kommer fra Nicolai .
Igen får vi en træt hund hjem fra dyrlægen, men der er allerede fremgang at spore, han spiser og drikker en smule.
Frederik kommer hjem i en grøn bodystocking og lyde nu navnet; Rullepølsen. 

Onsdag,
Jakob som stadig døjer med morgen-kvalme 😲 tager en fridag for at være hjemme hos Frederik.
Frederik er træt, træt men klart i fremgang, selv tørfoderet har interesse i dag.
Benedikte får sin julegave fra firmaet, uhm med bland andet hjemmelavet chokolade og knalder sine surt opsparede Euro-bonus-point af til vores forårsrejse til Thailand.
To stk billetter tur/retur på business dkk 660,-
DR sender 'Når storken svigter, 5 år efter'. Vi nyder de dejlige børn, særligt Johanna og Thomas fra Syd-afrika og snakker om, om microputten mon ligner en af dem.

Torsdag,
En stille dag på Amager, vi er stadig alle 3 lidt matte.

Fredag,
Julefrokostdag i Jakobs firma, så dagen starter med fælles morgenmad på værkstedet.
Benedikte er tidligt på kontoret og kl. lidt over 8 ringer kontor-telefonen.
Det er Jette fra A-C, som spørger om jeg kan snakke. Jeg tænker, hvilke papirer mon de nu mangler og siger ja selvfølgelig kan jeg snakke. Jette siger, det er en fantastisk dag i dag og spørger igen om jeg kan snakke.
Jeg tænker fu.. griber mobilen og må lige ind i mødelokalet og ringe tilbage, og så kommer det, vi har fået en søn - og hvilken søn .
Min 1ste reaktion er, at hun har fået forkert nummer, vi er jo kun nummer 5 på ventelisten, men den er god nok, han er vores !
Jeg fatter nada, men får da ringet til 'Daddy cool', som er på vej retur fra morgenmaden og næsten kører galt, da han hører nyheden, ligesom mig har han svært ved at fatte, at microputten allerede har fundet vej til os.
Vi får ringet til bedsteforældre, mostrene og faster Anne, som alle har svært ved at tro deres ører, men den er god nok, familien er blevet beriget med en fantastisk lille krøltop.
Benedikte kører hjem fra arbejde over frokost og så bliver der kigget billeder, tudet, tørret øjne og diskuteret navne igen og igen.
Det er en fantastisk dag men også meget uvirkelig og surrealistisk.

Lørdag,
Benedikte står op kl. 4:30 med rumlen i maven, er det mon jetlaget eller noget andet, som 'plager' 😉
Jakob som jo ellers har været sløj hele ugen er pludselig frisk som en havørn, nu da 'fødslen' er overstået.
I dag skal den endelige navne-kamp stå, så Wendso kan få sit danske navn, og alle de nysgerrige sjæle kan få tilfredset deres nysgerrighed.
Der er d. 15/12, der er godt 8 mdr til Wendso's 1-års-fødselsdag, og da vi jo ved, vi skal vente 6-8 mdr på at få ham hjem, håber vi han får lov at holde sin 1ste fødselsdag i DK.
Vi snakker om, at han næste år skal trave med rundt om juletræet, og at der nok bliver pyntet lidt mere næste år.
Vi glæder os til at fejre julen i år med familien og venner .
Men den bedste julegave kom tidligt i år og var ikke pakket ind, måske indholdet faktisk også går op for os engang efter jul 🙃
Nu starter en ny ventetid og vi har på fornemmelsen, at den bliver endnu sværere end den, som nu er lykkeligt overstået.   
08/12-2007

Så gik vi ind i jule-måneden, desværre stadig uden nogle børn fra Burkina Faso.
Vi må nok konstatere, at Felix bliver det eneste barn til DK i 2007 og håbe på et boom i starten af 2008.
Jeg kom hjem fra Australien og Manila i morges med mega jetlag, så skal op og se dyner her lige om lidt.
Jeg må indrømme, det er svært at bevare julehumøret i 25-30 graders varme, som jeg har haft den sidste uge. Det er ligesom om julepynten ikke passer sig så godt til solskin og sommer.
Julegaver har vi ikke fået købt nogle af endnu, men mon ikke vi når det.

Jeg er desværre kommet hjem til en syg hund. Frederik har fået en mave-tarm-virus og har været syg siden natten til torsdag med opkastninger osv.
I går fredag måtte han op og have drop hos dyrelægen det meste af dagen, da han var helt dehydreret.
Det går lidt bedre i dag, vi prøver at få lidt mad og drikke i ham i små mængder, og det antibiotika vi har fået til ham, men det er godt nok svært at se vores damphund være næsten i koma.
Hvis ikke han får det bedre i morgen skal han nok op og have drop igen på mandag.   
  
Ellers sker der ikke så meget her på Amager, vi skulle have været til farmors julefrokost i dag, men måtte aflyse da vi ikke turde lade Frederik være alene, og da Jakob også har været lidt småsløj de sidste par dage.  

29/11-2007

Så blev vi slået hjem i Ludo igen!
Det er os, som spiller med de sorte brikker, og som I ved, er der kun gule, grønne, røde og blå brikker i Ludo, så p.t. er vi ikke en gang på brættet.
Det triste er ikke bare, at der IKKE er kommet barn i forslag, men også at jeg åbenbart har mistet mine læs & forstå evner  - i følge A-C's Burkina-medarbejder refererer nedenstående citat nemlig til et og samme barn.
'Vi får lejlighed til at se et lille barn, som vi forventer at hjemtage om et par uger, og et andet barn som netop bringes i forslag til os fra Socialministeriet' 😲.

Tror simpelthen der er tale om ekstrem dårlig karma 😉.
I adoptions-sammenhæng forkortes 'Barn-i'forslag' som BIF, hvilket jo tilfældigvis er samme forkortelse som en kendt fodboldklub på Vestegnen ynder at bruge, og historien er sgu' den samme.
Hver uge mobiliserer vi alle vores positive kræfter og tænker i denne uge lykkes det sgu', og hver uge bliver vi frygtelig skuffede og skal hive alle de dårlige forklaringer op af skuffen.

Så til alle jer derude I må ud at danse 'lykke-dans', og hvis nogle er jer tilfældigvis også kan genoplive nogle fjerkræ eller måske en enkelt elefant, jamen til jer er der kun at sige; 'Sæt i gang' 😀    
 

Personligt vil jeg, Benedikte, se om en smuttur til Australien og Philipinerne i næste uge kan sætte skub i formidlingen, det var jo trods alt, da jeg var i Panama, at vi blev godkendt for en 4 måneder siden. 
  

23/11-2007
Som I kan se, har jeg 'lånt' et billede fra A-C's hjemmeside. Det forestiller A-C's kontaktperson I Burkina Faso; Kalifa med en lille burkinsk microput.
(sådan et eksemplar som godt snart må vælge Amager som hendes nye bopæl).
A-C's udsendte er retur i DK og har opdateret følgende;
'
I øjeblikket har Socialministeriet i Burkina Faso 150 ansøgninger, og de formidler omkring 100 børn om året. AC Børnehjælp har for tiden ti ansøgninger hos ministeriet, og vi får lov til at sende de ansøgninger, vi ønsker. Det er kun et spørgsmål om ventetider for vores familier.'
Endvidere har hun opdateret nyt fra nogle af børnehjemmene i Burkina, når vi engang ved hvor Microputten bor, vil vi opdatere lidt om børnehjemmet i et seperat afsnit.
Under børnehjemmet La Pouponnière står der;
Vi får lejlighed til at se et lille barn, som vi forventer at hjemtage om et par uger, og et andet barn som netop bringes i forslag til os fra Socialministeriet '
Vi ønsker et stort tillykke til Anemone, Anette & Claus som altså snart kan hente deres lillebror hjem og konkluderer at nogle på listen må have fået Barn-I-Forslag, formentlig/forhåbentlig nummer 1.
Hvilket alt andet lige må betyde at vi nu er nummer 4🙃.
Vi vender tilbage, når opdateringen om Barn-I-Forslag når ventelisten....   
 
 
17/11-2007

Som den opmærksomme læser af siden vil vide, har vi i den forgangne uge passeret d. 15, og dermed er ventelisten blevet opdateret.
Der er nu 10 på ventelisten, og vi er nu nummer (her skal lyde en fanfare)..... 5!.
Så tænker du derude, har de ikke være det hele tiden, jooo men hør nu bare her;
ventetiden til barn i forslag er stadig et år i følge A-C, dvs at nr. 10 på ventelisten kan forvente barn i forslag indenfor det næste år, hvilket vil sige, at vi, hvis vi forventer en nogenlunde stabil formidling fra nu af, som nummer 5 kan forvente barn omkring 15 maj 2008, og det vil jo så igen sige, at vi om et år er på vej til Burkina Faso, så jo jo opdateringen af ventelisten var meget positiv denne måned (nå ja eller også er jeg bare træt af, at der ingenting sker, og en ny teori er jo trods alt bedre end ingen teori).
A-C's ud sendte skulle være tilbage fra Afrika i næste uge, så venter spændt på, om hun har nogle teorier, som er bedre end min🙂
Jeg var jo til intro-aften her tidligere på ugen - en hyggelig aften hvor adoptionsforløbet blev gennemgået (ikke noget nyt der), og hvor to fra A-C Hovedstadens bestyrelse fortalte om deres adoptionsforløb af henholdsvis 2 drenge fra Hvide-Rusland og Kina og af en pige fra Kina, meget interessant og rørende !
  

03/11-2007

Tænkte det var tid til lidt nyheder, desværre er der ikke noget at fortælle, for der sker absolut ikke en prut på ventelisten.
For at få ventetiden til at gå lidt hurtigere og for at komme ud at møde lidt andre adoptanter, har jeg, Benedikte besluttet at blive lidt aktiv i Adoption & Samfund, Hovedstaden, så jeg skal deltage (som med-arrangør altså) i mit første arrangement næste onsdag d. 14/11. Det er et introarrangement, hvor der bland andet kommer en sagsbehandler, og hvor 3? forskellige vil fortælle om deres adoptionshistorier, så jeg håber på en spændende aften.
På torsdag d. 8/11 skal jeg på Cafe Katz med nogle andre 'tøser' fra 'Zonen', det internet-forum jeg kommer lidt på.
Svigerfar, Flemming ryddede 'for-haven', mens vi var i Madrid, så nu er der plads til sandkassen, og mon ikke vi også inden alt for længe får isoleret det kommende børneværelse.      

19/10-2007

Så har vi igen fået nyhedsbrev fra A-C. Det er dog ikke fordi, der er meget nyt.
Sagen skrider langsomt fremad for den familie, som fik barn i forslag i maj, A-C håber på at de kan hente deres søn i løbet af December, og det krydser vi da også vores små fedtede fingre for 🙂
Der er nu 8 sager i Burkina Faso og flere er på vej, den ældste sag har været der i snart 3 måneder, så vi håber, der snart kommer barn til dem.
A-C's Burkina-'ekspert' tager til Burkina fra d. 2/11 - 20/11, så vi håber på en masse gode nyheder, når hun vender hjem igen.    

17/10-2007

Jamen, så får I da lige en lille opdatering fra Madrid, hvor vi går en masse, ser en masse, hygger os med Stine og nyder det gode vejr.
I dag var dog en skuffelse, vi travede og travede op til en forlystelses-park med en masse lækre rutschebaner, som var lukket 😥😠
Som I vel kan regne ud, var det d. 15 tidligere på ugen, og ventelisten tæller nu 9 par med os solidt plantet på 5-pladsen.
Vi rykker bare overhovedet ikke, øv øv....   

02/10-2007

Vi har i dag fået brev fra A-C

'Kære B & J
Det er os en glæde at kunne meddele jer, at vi idag har sendt jeres komplette dokumentation til Burkina Faso med UPS kurer-post, da den netop er blevet færdiglegaliseret.
I vil høre fra os igen, når et konkret barn bringes i forslag til jer fra Burkina Faso.
I står nu som nummer 5 på ventelisten
Mvh A-C'

Det vil altså sige, at vores sag nu er i Burkina Faso, hvilket jo alt andet lige gør det nemmere for 'Microputten' at finde os 😉
Der må dog gerne snart ske lidt på listen, så vores 5-tal kan blive udskiftet med et nydeligt 4-tal..  

24/09-2007

Så er det i dag to måneder siden, vi blev godkendt, og så burde vi jo i teorien få barn i forslag inden for de næste 10 måneder, jamen hold da op, det er jo lige om lidt 😉 - men det er faktisk lidt syret at tænke på, at der måske går et barn derude, som bare venter på os 😲
For øvrigt regner det stadig i Kina, og arbejdet på bryggerset skrider fremad på Amager.  

23/09-2007

Som I kan se i gæstebogen, har vi været så heldige at få en hilsen fra den familie, som fik en lille dreng fra Burkina Faso i forslag i maj.
De har været så søde også at sende os en mail med billeder af deres dejlige dreng, som er blevet beundret og nydt op til flere gange allerede.
Billederne af den lille trold bekræfter os blot i, at vi valgte rigtigt, da vi valgte Burkina Faso.
Og samtidig at vi krydser endnu mere fingre for, at der snart kommer flere børn i forslag.
Ellers ikke meget nyt herfra, Jakob laver bryggers i denne weekend og jeg er i Kina, hvor det meget mod forventning har regnet hele dagen - så ingen pool til mig, øv.😠 

17/09-2009

Jamen, hold da Maule, så kom der gang i jer 😀, opdaterer fluks navnelisten...
Kan for øvrigt fortælle at jeg p.t. er i Indien, og at her er +30 grader i skyggen 😎.
Mht microputten og heste, så har h*n jo allerede indikeret på ønskelisten, at h*n ikke vil kunne leve uden en hoppehest  

14/09-2007

Så nærmer vi os d. 15 i måneden, og A-C har foretaget deres månedlige opdatering af ventelisten på deres hjemmeside, så nu er vores nummer også synligt der.
Ventelisten har nu 7 par, som venter på barn fra Burkina Faso, og vi står stadig nummer 5!  
Navnedebatten går fortsat lystigt i det lille hjem, det er svært, når den ene mener et passende pigenavn til en eventuel pige vil være Grethe 😉, og den anden er mere til Kankolongo  (og ja det er faktisk et godkendt pigenavn!)
Synes I er gået lidt i stå derude, forslag modtages stadig med kyshånd.   

07/09-2007
Har i dag fået mail fra den Dansk-Burkinske venskabsforening - havde lige glemt jeg havde tilmeldt mig deres nyhedsbrev 😀.
De inviterer til teater i KBH her i weekenden med
teaterkompagniet Beog-Neere fra Burkina Faso.

Beog-Neere betyder Håbets Kompagni !

der gennem musik, dans og marionetteater forholder sig til deres
afrikanske drømme og virkelighed.
Truppen består af 8 børn og unge mellem 11 og 18 år,

Så nu må vi se, om vi når at komme ind og se på nogle lidt større burkinske microputter 🤩 - det kunne jo i hvert fald være spændende nok.

Og ellers er der ikke meget nyt herfra, 2 familier på Nigeria-listen som jo også er en ny liste, har fået børn i forslag; en pige på ca. 9 mdr, og en dreng på ca 21/2 år, men desværre er der endnu ikke kommet flere børn fra Burkina Faso. 
Og vores papirer er så vidt vides stadig i DK.

29/08-2007

Så har A-C sørme bekræftet, at de har modtaget vores landevalgsgebyr, så mon ikke vi får lov at blive stående på ventelisten lidt endnu 😉
Samtidig har vi fået vores første 'nyhedsbrev', hvor A-C skriver lidt om formidlingen og situationen lige nu i Burkina Faso og på ventelisten.
Der er ikke meget nyt men kan dog fortælle, at der p.t. (stadig) står 5 familier på ventelisten, og at yderligere 3 familier venter på godkendelse. Kun nummer 1 på ventelisten har fået sendt deres dokumenter til Burkina og ja inden de når derud, kommer der jo nok næppe et barn i forslag 😀
Der var dog lige en familie i sidste uge, som fik barn i forslag efter kun en uge på Sydafrika-listen , de havde så også en udvidet godkendelse til et ældre barn, åbenbart som de eneste på den venteliste.

Som skrevet tidligere fik den allerførste familie, som kom til på ventelisten efter at A-C genoptog formidlingen fra Burkina, jo barn i forslag efter kun to måneder på listen. De har fået en lille dreng fra januar i år, som de i øjeblikket venter på at få lov at hente hjem til DK.          

23/08-2007

Nu skal der penge på bordet, så nu går tingene pludselig hurtigt 😉 Har i dag fået brev fra A-C, som ønsker os tillykke med godkendelsen og pladsen som nummer 5 på ventelisten. Og nåhr ja, så vil de gerne have at vi hurtigst muligt indbetaler lande-gebyret, så det må vi jo hellere gøre, så vi ikke pludselig ryger af ventelisten igen 😲 
A-C forventer at kunne formidle 4-6 børn fra Burkina Faso om året, så vi håber stadig på barn i forslag inden for det næste års tid.
Samtidig har vi fået lidt flere oplysninger om Burkina, f.eks om børnenes typiske dagligdag på børnehjemmene og lidt om mulighederne for indkvartering, når vi en gang skal hente Microputten hjem.

Vi vil gerne takke for alle jeres hilsner i gæstebogen og ikke mindst de mange navne-forslag, kom endelig med flere - der er nemlig ikke den største enighed i det lille hjem på Amager, når det kommer til et navn til vores burkinske Microput 😉      

22/08-2007

Yiiha, det lykkedes , vores 'sag' har ramt skrivebordet hos den Burkina Faso-ansvarlige hos A-C, og dermed har vi ramt ventelisten 🙃, desværre ikke i top4 - men som en flot nummer 5!
Næste skridt at få vores dokumenter legaliseret og sendt til Burkina...   

21/08-2007

Og hvad er der så sket i 'ventehelvede' i dag.
Jo posten var så venlig at overbringe os en kopi af vores sag, desværre er posten i Århus ikke lige så hurtig, så A-C har stadig ikke modtaget rapporten 😠
Så vi tager endnu en dag med venten og håber stadig på en top4 på ventelisten... - vender tilbage 😉   

20/08-2007
Nedenstående er sakset fra A-C's hjemmeside, og vi har da også fået invitation i lørdags, men vi kan desværre ikke, da jeg skal ud at rejse.
Studser lige over, at der er 8! par, som venter på at adoptere fra Burkina Faso, idet der jo stadig 'kun' er 3 par på ventelisten.
Vores sagsbehandler skulle have sendt vores sag i dag (krydser fingre), så nu håber vi, der kommer mail eller snail her tirsdag/onsdag, og at det er lykkedes os at snige os ind som nummer 4!!! (ellers bliver jeg sgu' nok lidt småbitter, igen 😠)   

AC Børnehjælp får besøg fra Burkina Faso

Hyggeligt og uformelt samvær sammen med adoptanter er på dagsorden, når AC Børnehjælp får besøg af Mr. Etienne Compaoré fra Burkina Faso. Han har i mange år siddet i bestyrelsen for et af Burkina Fasos største børnehjem, Home Kisito. Børnehjemmet er katolsk og ligger ved siden af katedralen i Ouagadougou, hovedstaden i Burkina Faso.  

To arrangementer med adoptanter
Mr. Etienne Compaoré er på turné i Europa, og han kommer til Danmark den 25. og 26. september 2007. Under besøget vil han gerne møde familier, der ønsker at adoptere fra Burkina Faso, og familier der har adopteret fra landet. AC Børnehjælp inviterer i den forbindelse til to forskellige arrangementer.

Krydret med besøg af Thyge Christensen
Tirsdag den 25. september 2007 får kommende adoptanter mulighed for at møde Mr. Etienne Compaoré, og mødet er krydret med et besøg af Thyge Christensen, foredragsholder og forfatter, som gennem mere end 25 år har rejst og opholdt sig i Burkina Faso. Han har ligefrem cyklet fra Danmark til Burkina Faso. Han fortæller om sine erfaringer med landet, kulturen og folket, så de kommende forældre kan danne sig et indtryk af deres kommende barns hjemland.

Familiebuffet på Århus Vandrehjem
Onsdag den 26. september 2007 får familier og børn, der har adopteret fra Burkina Faso mulighed for at møde Mr. Etienne Compaoré og fortælle, hvordan det går med barnet. Arrangementet foregår over en familiebuffet på Århus Vandrehjem.

Otte familier venter på at kunne adoptere fra Burkina Faso, og tolv familier har adopteret fra landet, så der er lagt op til to hyggelige og små arrangementer med mulighed for at udveksle erfaringer.

19/8-2007

I dag har vi været til brunch hos et af parrene fra fase2-kurset. Vi var 4 par, og det var hyggeligt at se dem alle igen.
2 af parrene står på venteliste via Dan-Adopt til Vietnam og det sidste par via A-C til Kina.
Så med de ventetider de forskellige lister har p.t., bliver det sandsynligvis os, der hurtigst får barn i forslag (på trods af vi endnu ikke har et nummer på ventelisten 😠).  

14/08-2007

Ja, så blev ventelisten opdateret men desværre uden vores nummer (på trods af vi blev godkendt for 3 uger siden 😠)
heldigvis for os er der heller ikke andre som er kommet på listen denne måned, men hende Fru sagsbehandler må nu godt snart få sendt det referat..   

11/08-2007

Jeg er lige lidt frustreret !
Blev jo godkendt d. 24/07, men før vi kan komme på ventelisten skal A-C have resume af vores social-rapport fra vores sagsbehandler.
Sagsbehandleren kom tilbage fra ferie i mandags, og droppede hende så lige en mail tidligere på ugen, hvor jeg spurgte, hvornår hun forventede at sende referatet.
Har så lige fået en mail tilbage at hun forventer at kunne sende det indenfor 14 dage fra d.d. - jamen altså, det betyder jo så, at der kommer til at gå en måned fra godkendelsen til vi kan komme på ventelisten...
Samtidig går A-C's franske oversætter på ferie fra uge 35, hvilket jo så igen betyder, at godt nok kan vi komme på ventelisten, men vores papirer når altså ikke længere 😠

06/08-2007

Ja, så blev papirerne sendt afsted, så håber vi bare sagsbehandlern har gjort det samme i dag....ventelisten står jo ikke stille, blot fordi hun holder ferie. 

05/08/2007

Så fik vi notariseret dokumenterne, kopieret og fremkaldt vores billeder, så i morgen ryger bunken af sted til A-C.
Vores sagsbehandler skulle ligeledes være tilbage fra ferie i morgen, så forhåbentlig skynder hun sig at få sendt referatet afsted, så vi kan komme på ventelisten, og få vores dokumenter legaliseret af udenrigsministeriet og ambassaden og ikke mindst fremsendt til Burkina Faso.    

26/07/2007

Det lykkedes.
Vi er blevet godkendt 
Posten havde åbenbart bare lige brug for en dag ekstra til at overbringe nyheden, så er næste skridt at se vores nummer på ventelisten !

25/07/2007

Nope, ingen post til os i dag 😥

24/07-2007

Så har der været samråd i dag, så må vi se, om posten har noget med til os i morgen 😲
Har fået vores breve tilbage fra oversættelse, så skal have bestilt en tid hos notaren, og så mangler vi ellers bare at få knaldet nogle billeder af, så er vi færdige med dokument-indsamlingen.  

18/07-2007

'Rygterne' siger, at der er samråd hver tirsdag, og at man, hvis ens sag har været med på samråd, kan forvente svar dagen efter.
Intet brev med posten i dag, så vi går nu ind i den anden 'vente-uge. (håber ikke jeg skal skrive for mange af denne slags opdateringer).  

12/07-2007

Så kom referatet, som vi føler er overvejende positivt, så vi har skyndt os at melde 'ingen kommentarer' tilbage til vores sagsbehandler.
One more down - one to go, vente vente vente..  

11/07-2007

Så har vi fået mail fra sagsbehandleren, at hun har sendt vores referat, så vi skulle have det i morgen.
Hun regner stadig ikke med, vi kommer på samråd før først i august, øv så når vi nok ikke en gang at komme på ventelisten næste måned (hvis vi altså overhovedet bliver godkendt).      

10/07-2007

Så er ventelisten steget fra 1 til 3 par, som jo selvfølgelig alt andet lige øger ventetiden til barn i forslag for os, som kommer efter.
Og imens kan vi ikke gøre andet end at vente på referat på 20 dag, mens vi stadig ikke aner, hvornår vi kommer på samråd, jamen for fanden hvor svært kan det være at få det referat sendt afsted 😲           

06/07-2007

16 ! (ikke at jeg tæller) dage senere og intet nyt fra vores sagsbehandler, må jo stole på, vi hører noget i næste uge og så håbe på at ventetiden på at komme på samråd ikke er så lang.
Hvis ikke det snart speeder lidt op, når der jo at komme adskillige par ventelisten før os.
Hader ikke at have en dato at forholde mig til 😥         

Og så er vi forresten blevet inviteret til brunch d. 19/08, hos et af de andre par fra fase2 kurset, det bliver hyggeligt at se de forskellige igen. Så vidt vi ved, er der 3 par som allerede er godkendt, 2 par står på ventelisten til Vietnam og et par på ventelisten til Kina, spændende 🙂

Og jeg har da også glemt at fortælle, at jeg i maj var ude med 17-18 andre 'piger' fra et adoptionsforum, som jeg kommer lidt på - en hyggelig aften med masser af adoptionssnak.                                                                                                          
 


20/06-2007

Har lige haft en tre timer lang seance med vores sagsbehandler, hvor det meste drejede sig om mig, min opvækst, mit forhold til min far og resten af familien osv osv, og så til sidst lidt om vores ægteskab, børneopdragelse og de ting som kan følge med en adoption.
Det var lidt hårdt men ok..

Hun sluttede af med at sige, at hun mente vi havde rummeligheden til at få et adoptivbarn, men at det jo i sidste ende er samrådets beslutning.
Vi fik desværre ikke en dato for samrådet, men hun vil sende sin rapport til vores gennemlæsning og kommentarer, inden hun går på ferie d. 14/07, og mente desværre vi først ville komme på samråd i starten af august, så nu er der ikke andet at gøre end at vente, igen...

19/06-2007

Så kom mappen fra A-C, puha der er sgu' mange dokumenter, der skal laves, mange af dem for anden gang, da vi indsamlede de samme før fase1 samtalen.
Vi skal lave:
Klargøringserklæring til A-C, hvor vi underskriver, at vi er bekendt ved risiciene ved at starte dokument-indsamling før godkendelsen er på plads.
2 personlige breve til Dommeren og Socialministeren i Burkina Faso om hvorfor vi har valgt adoption og Burkina Faso.
(skal oversættes til fransk og underskrives foran notar)
Helbredsattester
International straffeattester
International fødselsattester og vielsesattester,
Fuldmagt og samtykkeerklæring til A-C, som giver dem lov til at modtage og legalisere vores papirer, og indhente vores internationale straffeattester (hvis nødvendigt under vores ophold i Burkina Faso).   
Fuldmagter til A-C's kontakter i Burkina Faso så de til sin tid kan køre adoptionssagen (skal underskrives foran notar)
Kopier af vores pas
Arbejdsgiverattester
Erklæring vedrørende opfølgningsrapporter på barnet

Og så skal vi have taget billeder af os selv i hverdagssituationer, portrætbilleder og billeder af huset. Der står så at kæledyr ikke må have en fremtrædende rolle på billederne, når nej nu har vores hund jo heller ikke en særlig fremtrædende rolle i hverdagen ;-)

Og så er vi lige blevet færdige med rengøringen, skal jo have hjemmebesøg i morgen, håber hun giver en dato for samrådet, og at vi efter besøget har en ide om, hvor det bærer henad.

15/06-2007
Samtalen gik rigtig godt, og vi har nu valgt land !!!
Samtidig har vi bedt om at få dokumenter til klargøring, da man til 'vores' land kan begynde klargøring en måned før forventet godkendelse.
Og når ja, vi endte på Burkina Faso, efter at have set fotos af børnene fra Burkina forsvandt den sidste lille tvivl. Der er præcis herfra vi ønsker, vores kommende barn skal komme. Så nu håber vi på en hurtig og smertefri godkendelse, så vi snart kan se vores nummer på ventelisten.
Prognoserne siger barn i forslag indenfor 3-12! måneder, hvorefter der er 6-8 måneders ventetid på udrejse, og man skal opholde sig i Burkina Faso i ca. en uge (I kan læse mere om landet Faso, på siden kaldet Burkina Faso).
Endvidere;
  • Den danske lægerapport er udfyldt af en burkinsk børnelæge
  • Kortfattede baggrundsoplysninger
  • 1-3 farvefotos af barnet
  • Resultater af HIV- og Hep. B test
  • Dansk børnelæges vurdering af helbredsoplysningerne på barnet.
Og så skal jeg vist i gang med at genopfriske det franske sprog.
14/06-2007

Ja, så er det i morgen vi skal en tur til Århus til landevalgssamtale, så må vi se, om det hjælper, og om det lykkes os at tage et endeligt valg efter mødet i morgen.
I det mindste koncentrerer vi os kun om en verdensdel; Afrika.

01/06-2007
Så har vi været til den 1ste eksamen, øh jeg mener fase3-samtale.
Nej det var nu stille og roligt (specialt for mig).
Hun startede med nogle generelle spørgsmål om, hvorfor vi har valgt adoption osv, og så gik hun over til min mands levnedsbeskrivelse og uddybende spørgsmål til hans opvækst, nuværende situation osv.
Det tog vel ca. 1 1/2 time.
Til hjemmebesøget skal vi så snakke om MIG og så skal vi tale om vores forhold/ægteskab.
Hun mente, det nok ville tage 2 1/2-3 timer, hvis der er brug for mere tid, vil hun kalde til en 3. samtale (håber jeg sgu' ikke!), og til slut vil hun give os en kort opsumering af hendes anbefaling til samrådet.
Desværre regner hun først med, vi kan komme på samråd i August - men mon ikke vi har en ide om, hvor det peger hen efter d. 20/06.
Hørte mig selv sige til dagens møde, at vi mht landevalg kigger på Afrika, og ja det er korrekt, valget står nu mellem det 'sikre' Etiopien, forstået på den måde at formidlingen har kørt stabilt herfra i årevis, og ventetiden p.t. er nogenlunde sikker, og så 'satset' Burkina Faso, som er et nyt formidlingsland, og hvor vi kan 'risikere' at formidlingen aldrig rigtig kommer op at køre alternativt, at vi får barn i forslag, før vi når at blinke med øjnene.
Det endelige valg bliver så taget efter landevalgssamtalen d. 15/06.

Og sådan ser børn fra Burkina så ud.



Taget fra AC's hjemmeside, børnene er fra et børnehjem i Burkina.

27/05-2007

Jeg er lige blevet slået hjem i Ludo.... sådan føles det i hvert fald

Troede jo Nepal skulle være vores land, men men men....har lige set følgende opdatering fra A-C, lige nu er jeg rimelig glad for at vi ikke nåede at komme på Nepal ventelisten

Formidlingen fra Nepal er midlertidig stoppet, og vi kan ikke i øjeblikket sige noget om, hvornår adoptioner igen kommer i gang i Nepal.
Den nye minister har besluttet, at behandlingen af internationale adoptionssager i ministeriets adoptionskomite skal vente, indtil der vedtages nye retningslinier på området.
Vi frygter, at der nu kan gå meget lang tid, før adoptionerne igen kommer i gang fra Nepal
Vi vil derfor ikke i øjeblikket anbefale nogen at vælge Nepal-ventelisten. De 6 familier/enlige, der havde valgt Nepal, er blevet tilbudt mulighed for at vælge et andet formidlingsland.

Samtidig bliver min mand ved med at fable om Afrika og den her fantatiske lille brune trold, han mener, vi skal have - så meget at jeg nu er begyndt at drømme om små brune unger med brune øjne (daarlig smiley men håber I forstår meningen bag)


Som nævnt ovenfor fik den første familie til Burkina Faso barn i forslag efter kun 2 mdr og ventelisten er p.t. tom, se det er jo MEGET fristende.
Ved dog ingenting om Burkina Faso og min ven google er denne gang ikke til meget hjælp.

Nå men efter i en måneds tid at have været rimelig sikker på landevalg, er jeg nu (næsten) tilbage ved udgangspunktet - total forvirring, så den der landevalgsamtale bliver altså vigtigere og vigtigere.

20/05-2007

Så sker der lidt igen.
Vi har netop skrevet vores levnedsbeskrivelser (meget interessant øvelse), og har bestilt tid til landevalgssamtale.
Vi har stadig Nepal som landevalg, men er dog også interessede i andre lande som A-C evt. kan anbefale, så nu får vi se, hvor vi til sidst ender henne.
Derudover er vi blevet enige om både et pige-navn og et drenge-navn, men dem holder jeg lige for mig selv, da de jo kan ændre sig mange gange endnu.

13/05-2007

Man kan læse på A-C's hjemmeside, at

Vi mangler fortsat nye ansøgere til Nepal, Nigeria og Burkina Faso

Jamen, så se dog for fanden at få os gennem fase3, så vi kan komme på ventelisten, ellers er sådan en nyhed jo blot for os, som har valgt et af de 3 lande.

For øvrigt fik den første familie til Burkina Faso barn i forslag efter blot 2 mdr på ventelisten

02/05-2007

Så har vores sagsbehandler lige rykket datoerne for vores samtaler, så det nu er d. 1/6 og 20/6.
Ikke at de 14 dage betyder så meget i det samlede billede, men det er sgu' da belastende, at de bare rykker datoerne, når man nu lige har bedt om fri, rykket et kursus osv.
Og ikke mindst havde vi jo lige sat os op til at have en afgørelse slut juni, nu bliver det'sgu hurtigt slut juli i stedet

24/04-2007

3 uger senere......
og vi holder stadig fast i Nepal, hm.. hm...
Nu er spørgsmålet så, om vi simpelthen skal skippe andre lande og tage en samtale med A-C 'kun' med henblik på Nepal.

Der er nogle billeder af børn fra Nepal på A-C's hjemmeside og har 'forelsket' mig i en af pigerne, 'sådan en' vil jeg også have. Det er sikkert farligt at have et bestemt billede i hovedet og specielt at sætte køn på, man kan mærke jeg har haft brug for det billede, så det får lov at blive der lidt endnu..
Og så er det næste spørgsmål, hvilke navne (pige og drenge) som passer til en lille Nepaleser, puha tror det bli'r en sej diskussion i det lille hjem, men vi har dog trods alt noget tid til at blive enige.
Nikolas/Cajsa er jo f.eks nogle af mine favorit navne, men måske passer de bedre til børn fra Sydamerika end fra Nepal ??

Så nærmer tiden sig jo også for vores fase3 samtaler, skal til at skrive levnedsbeskrivelse. Undrer mig lidt over nogle af de ting, vi skal svare på, men tænker hvis vi bare svarer ærligt og uden at tænke for meget over det, så går det vel alt sammen.

8/4-2007

Uddyber lige mine/vore tanker mht landevalg lidt mere;

Som andre adoptanter har sagt før os, så er det at vælge adoptionsland et meget svært valg, som føles så ufatteligt endeligt og betydningsfuldt.
Det er jo det land, som vores kommende barn kommer fra, vores kommende andet fædreland og et land som vil blive en stor del af vores liv, familie, kultur og få en plads i vores hjerter fremover.
Der er rigtig mange ting, som spiller ind på alle ens til- og fravalg, krav, kriterier osv, hvor længe skal man f.eks have været gift, er der nogle alderskrav, der er f.eks visse børnehjem i Colombia, som har en max. aldersgrænse på 36 år, og ja så er manden i huset altså pludselig blevet for gammel.
Vi har prøvet at sætte os ned og skrive fordele og ulemper ved de enkelte lande og set på, hvor opfylder vi de givne kriterier og krav.
Endvidere har vi kigget på:

- Formidlingen, som nævnt ovenfor er formidlingen fra Nepal lille, men da A-C p.t. søger par til ventelisten, håber vi på en 'god' formidling, men der er vist aldrig nogle garantier! Et land kan pludselig lukke helt ned af forskellige grunde, f.eks. pga. SARS, fugleinfluenza, regimeskift, fornyelse af licenser, nye ministre eller dommere som ikke støtter udenlandsadoption og dermed forhaler situationen eller lukker helt ned for adoption.
- Ventetid til barn i forslag, for Nepal p.t. 1/2 - 1 1/2 år
- Ventetid fra accept til udrejse, for Nepal 5-6 mdr, har hele tiden tænkt, at vi gerne ville hurtigt af sted, men et eller andet sted tænker jeg, om hjernen mon kan følge med, hvis det går for stærkt, og derfor er vi kommet frem til at en længere ventetid, efter barnet er kommet i forslag måske er okay.
- Længde af ophold i udlandet, for Nepal kun et par uger, hvilket for mig er positivt, vil gerne hurtigt hjem til hverdagen, mit behov for hoteller er dækket for lang tid siden
- Børnenes alder, hvis vi bliver godkendt bliver det til en almindelig godkendelse, dvs til et barn i alderen 0-36 mdr, de fleste børn fra Nepal er hittebørn og er således i alle aldre - men idet der som sagt går 5-6 mdr før man kan hente barnet, bliver det jo fra Nepal aldrig et helt lille spædbarn, man kommer hjem med.
- 'Helbredstilstand', hvor mange af børnene er f.eks født for tidligt, da formidlingen fra Nepal, som nævnt, er lille, finder der ikke de store statistikker på området
-Matchningmetode, i Nepal matcher man nogenlunde kronologisk, dvs man følger nogenlunde rækkefølgen på ventelisten
- Information om barnet - for Nepal;
Kortfattet lægerapport udarbejdet af en tysk læge bosat lokalt
Måske socialoplysninger om baggrund etc.
Test for HIV + Hepatitis B
Normalt er der foto af barnet
Dansk børnelæges vurdering af helbredsoplysningerne på barnet
- Kultur/værdier
- Plejeforhold, det børnehjem som A-C formidler børn fra i Nepal arbejder efter Rudoplh Steiner principperne.
- Udseende, måtte lige investere i en ny bog om Nepal i går, og jeg synes altså mere og mere, at vores kommende barn ligner en lille nepaleser

Som sagt tager vi stadig en landesamtale, men mit hjerte siger mere og mere Nepal.
Glæder mig til at få overstået fase3 og forhåbentlig bliver godkendt, få taget det endelig landevalg og se vores nummer på en venteliste.

01/04-2007

Efter vi nu har været igennem Ecuador, Peru, (Colombia, Bolivia, Syd-Afrika), Etiopien og Nigeria, er det nu lykkedes os at blive et enige om et land, som vi begge godt kan forestille os at adoptere fra, og hvor ventetider, krav osv nogenlunde matcher os.
Vi vil dog stadig tage en landesamtale for at blive helt sikre og også for at få mange flere oplysninger, osv, så intet er afgjort endnu.


nå men landet, som vores kommende barn (måske) skal komme fra er;







NEPAL

20/03-2007
Så fik vi datoerne for fase3 samtalerne.
Det kan desværre først blive om et par måneder d. 29/05 og d. 08/06, men alligevel dejligt at have datoer på.
Og hvis alt går vel, er vi så godkendt inden 1ste juli...

puha, så må vi vist også snart se at blive enige mht land ;-)

Nårh ja og så har vi forresten fået samme sagsrådgiver som i fase1, så det er umiddelbart positivt.

15/3-2007

Jeg tror sgu', jeg er ved at blive lidt små-skør.
Er i USA i denne uge, som jo om noget er et multinationalt samfund og tager gang på gang mig selv i uhæmmet at glo på folk, mens jeg tænker, hvis vi får et barn fra der eller der, vil det se sådan ud, når det er så og så gammelt....
Det 'sjove' er, at jeg jo hele tiden har været mest til Sydamerika, mens manden har været mest til Afrika, men har nu et par gange haft den oplevelse at tænke på vores kommende barn som en lille afrikaner, men shy... si' det ikke til min mand...

11/03-2007

Så lykkedes det at få deltagerbeviset fra kurset, og vi kan gå videre i fase 3.
Dagen i dag var god, og vi fik igen vendt nogle tanker.

Mht land så har jeg stadig 'krise' mht landevalg, men vi finder vel ud af det på et tidspunkt...vi kan få en landevalgssamtale hos AC, og det haster jo ikke helt vildt, men kan mærke jeg har brug for at kunne 'se' barnet for mig for at kunne forestille mig mit liv som mor, så..

04/03-2007

Så er vi blevet til et nummer
Har meldt os ind i og betalt tilmeldingsgebyr til AC (en af de to danske adoptions-organisationer) og har fået vores journal nummer, som nu skal følge os, indtil vi forhåbentlig en dag ud i fremtiden får barn i forslag.
Der står i brevet at
'Journal-nummeret er meget personligt og det anbefales, at det ikke oplyses i forbindelse med navn på hjemmesider, nettet osv'
Wauv.... vi har et hemmeligt nummer
Nej må indrømme jeg synes, det er lidt spooky, at vi og vores kommende barn er et nummer i systemet.
Et nummer som vi i fremtiden kommer til at bruge utallige timer på at søge efter på ventelister osv.

og mht ventelister, så skal vi jo også til at tænke på land - har vist tidligere nævnt Peru som en mulighed og har hele tiden mest været til Sydamerika mens manden mere er til Afrika, men hold kæft jeg synes, det er svært, for hvad skal man vælge efter ???
Er sikker på at så snart valget er taget, bliver landet vores andet land - så som udgangspunkt skal det jo i hvert fald være et land, som man er positiv overfor.
Så er der det med ventelisterne, hvor meget skal man lade det spille ind - og hvad er vigtigst hurtigt at få et barn i forslag, eller at vente lidt længere på det og så i stedet kunne komme hurtigt af sted, når først barnet er bragt i forslag.

Har prøvet at lukke øjnene og se vores kommende barn for mig, hvilke træk har det - men kan ikke en gang finde ud af, om jeg skal kigge efter en dreng eller pige og så talte vi for sjov om navne i går og puha der er vi sgu' også langt fra hinanden, kan en kinesisk pige f.eks hedde Solvej ? eller kan en afrikansk dreng hedde Mads ???

nå puha en masse ævl fra min side - hvis jeg da for fanden bare kunne finde ud af, hvorfra vores lille trold skal komme

25/02-2007

Ja, så er vi lige hjemvendt fra første kursusweekend med endnu flere tanker end vi tog afsted med.
Det var dejligt at få vendt nogle tanker med par, som mere eller mindre er i samme situaton som os.
Og kan sige at vi nu (så godt som) afklarede: "Vi skal være forældre - vi skal adoptere."

Nu er der så en enkelt kursusdag - og en fase 3 godkendelse, før vi kan sige, NÅR vi bliver forældre.

Inden man kan melde sig til fase3 skal man være tilmeldt bureau, så papirerne til AC bliver sendt i morgen, så vi kan melde os til fase3 så snart sidste kursusdag er overstået d. 11/02.

Mht landevalg peger det p.t. mest mod Peru, men vi planlægger stadig en landevalgssamtale, idet vi har 3-4 lande inde i billedet..


24/01-2007

Så sker der lidt igen, skal på fase2 kursus d. 24/25 Februar samt 11 Marts.
Vi glæder os til at komme videre og er glad for det så langt er gået forholdsvist smertefrit mht ventetid osv, det er jo det her kursus vi hele tiden har ventet på, så vi forhåbntlig kan få vores tanker og følelser på plads.

11/01-2007

Så har vi i dag været til den første samtale.
Det var mere en orientering end en egentlig samtale, og den endte med, at vores sagsbehandler sagde, at hun ikke kunne se noget til hinder for en fase1 godkendelse, at hun regnede med det blev en administrativ godkendelse (dvs vi ikke skal op på samråd i regionen), og at hun forventede, vi ville få svar her i løbet af januar.
Så langt så godt og forhåbentlig har hun ret i det hele, så vi snart kan få meldt os til fase2-kurset.
Fase2 er det såkaldt adoptionsforberedende kursus.
Hvor vi samme med en 10-15 andre par eller eneadoptanter skal på kursus i en weekend plus en dag.
Kursets formål er, at vi selv skal vurdere, om vi ser os i stand til til at blive adoptivforældre, har vi de nødvendige resourcer, følelsesmæssigt osv.
Endvidere informeres der om adoptivbørns særlige situation, omsorgssvigt, tilknytningsvanskeligheder osv, og om hvad det kræver af os som forældre.
Har kun hørt positivt om det, så det glæder vi os til.
Vi er så småt begyndt at kigge på lande, 'problemet' p.t. er dog, at vi befinder os på hvert sit kontinent.
Manden er mest til Etiopien eller Sydafrika, mens jeg er mest til Peru eller Ecuador (sidstnævnte er de dog kun så småt ved at åbne op for igen).
Når vi kommer så langt, tager vi en lande-samtale ved den formidlende organisation (som næste 100% sikkert bliver AC-Børnehjælp), og hvem ved, måske ender vi op på et helt tredie kontinent. .
 

10/12-2006

Har nu fået indkaldeldelse til fase 1 samtale torsdag d. 11/01 kl. 9.00.
Dejligt med en dato..

18/11-2006

En hurtig opdatering, vi har afleveret papirerne til fase1, har fået sagsnummer og sagsbehandler, men p.gr.a nedlæggelsen af KBH's amt og at amtet overgår til Statsforvaltning hovedstaden kan vi ikke få tid til en samtale før primo Januar.
Vi regner med godkendelses-processen tager det meste af 2007 - og så er der 1-2 års ventetid, til man får barn i forslag, afhængig af hvilket land man vælger - og nogle gange igen ventetid før man kan hente barnet hjem, så det...
Skal også have besluttet os for hvilken godkendelse vi vil søge, en 'normal' godkendelse er til et raskt barn i alderen 0-36 mdr, og man kan så få udvidelse til f.eks et større barn, søskende, eller et barn med fysisk/psysisk handicap

24/10-2006

Som nævnt nedenfor bestemte min mand og jeg os for i starten af året, at vi skulle tage en beslutning i løbet af i år, mht om vi skulle gå i gang med adoptionsforløbet eller forblive barnløse.
Tog som nævnt til informationsmøde i Ringsted her d. 13 oktober og baseret på det og ikke mindst samtaler med andre par, har vi nu bestemt os for at gå i gang.
Så p.t. indsamler vi 'papirer' til fase 1, venter på at komme til læge for at få helbredsattester og satser på at sende det hele afsted om et par uger.
Det er på mange måder en lettelse at have taget beslutningen og være kommet i gang, og samtidig er der også stadig mange tanker, som svæver rundt, så forhåbentlig bliver vi 'hurtigt' godkendt i fase1, for ser frem til kurset i fase2, som jeg ud fra, hvad vi har hørt/fået af vide, forventer vil give svar på en masse spørgsmål.
Så puha - spændende hvad der sker i løbet af 2007, mht forløbet, beslutninger osv...
Må dog indrømme det er underligt, at jeg brugt en stor del af de sidste 10-15 år af mit liv på at fortælle mig selv og omverdenen at jeg ikke skal have børn, for nu at 'erkende', at det skal jeg måske alligevel - har en stærkere og stærkere følelse af, at et barn er den rigtige beslutning for os, men igen venter med spænding på fase2, som forhåbentlig kan sætte lidt flere ting på plads i mit forvirrede hoved..

27/9-2006

Denne del af vores livs eventyr starter med, at tankerne om, om adoption måske ville være en mulighed for os, dukker op i vores  hoveder og samtaler igen og igen.
Disse første tanker begynder så småt under vores udstationering i Bulgarien i 2003, og da vi finder ud af, at man kan adoptere fra Bulgarien gennem Dan-Adopt, har vi på dette tidspunkt både land og organisation på plads, begge dele skal dog senere ændre sig, landet endda op til flere gange 😉   
Da vi jo ikke længere er 20 og ej hellere bliver yngre, laver vi efter returnering til DK i starten af 2006 en aftale om, at vi skal have taget en beslutning inden udgangen af året, om vi skal gå i gang med hele adoptionsprocessen.

I slutningen af september med kun 3 måneder tilbage af året rykker beslutningen nærmere og nærmere og puha det er sgu’ svært.
En ting er om vi overhovedet har psyken og lysten til at gå igennem hele ’godkendelses-forløbet’ en anden ting om vi er klar til at ændre vores liv, hvis der på et tidspunkt ’dukker’ et barn op – er vi blevet for gamle og for egoistiske ??
Er vi klar til et liv med vuggestue, børnehave og faste afleverings- og afhentnings-tider, er jeg klar til at ændre mit arbejdsliv (kan jo f.eks ikke lige være 2 uger i Indien med et lille barn derhjemme uden noget planlægning) – og hvad med udstationering, er det okay at ’slæbe’ et barn med ud af DK et par år (det mener jeg nu, i princippet det er, og egentlig mener jeg også det er sundt for barnet at se og opleve andre kulturer).
Kan vi finde ud af at have en planlagt uge, hvor der skal aftensmad på bordet hver aften og en vis struktur på hverdagen.
Så alt i alt er vi overhovedet i stand til at være forældre ???
Har en formodning om, at hvis vi ikke har evnerne bliver det ’fanget’ i løbet af adoptionsprocessen – men så igen, hvordan vil vi/jeg eventuelt reagere på det, hader at tabe og et afslag vil jo være et nederlag, så puha måske tør jeg i virkeligheden ikke gå i gang, fordi jeg er bange for at fejle – og så er det alt andet lige nemmere selv at have taget valget.

I mellemtiden er adoptionsformidlingen fra Bulgarien stoppet, vist nok p.gr.a deres planer om EU-optagelse, og da vi samtidig har  fået et fadderbarn i Indien gennem A-C Børnehjælp og dermed modtager deres kvartalsblad, vælger vi for at få svar på nogle af vores spørgsmål og tvivl at melde os til et informationsmøde hos AC-børnehjælp d. 13/10.