Microputtens hjemmeside

31/01-2014

Vi er hjemme😉 og det har vi så været i 14 dage, men energien til at afslutte dette kapitel på hjemmesiden har været ikke eksisterende.

Den sidste dag i Burkina gik med at sige farvel til Salli's børnehjem, hvilket gik en del bedre end frygtet. Det var som om Salli godt vidste, at hun skulle sige farvel, og at hun nu skulle med os - måske hun kunne huske afsked-ritualet som jeg tænker er godt, særligt for de børn der bliver tilbage.
Det viste sig, at vi var værter ved en lille fest for børnene, det havde 'man' bare glemt at fortælle os, så Jakob & Moussa måtte hurtigt ud at købe juice og kiks. Efter mad og drikke sang børnene en farvelsang til Salli og derefter var de alle oppe og sige 'personligt' farvel til hende. Bortset fra en enkelt plejer som lige skulle have Salli op og tage billeder, holdt plejerne sig fra hende denne dag, hvilket også gjorde det hele nemmere.

Efter afsked med Le Maternal gik turen til Olivers børnehjem. Her var vi så heldige at Olivers gamle plejer var der - og Martine; lederen af børnehjemmet var meget rørt over vores besøg. Oliver tullede lidt rundt, kiggede og spurgte, og det var helt klart en god oplevelse for ham at være forbi.
Bagefter var vi en tur hjemme hos Kalifa, hvor vi hilste på lidt af hans familie og fik udvekslet gaver (der gik lidt begge veje), og derefter var vi ude at købe fodboldtrøjer, inden turen gik retur til hotellet.

Vi var lidt spændte på turen hjem, ikke mindst fordi vi først skulle flyve 01:00 - men den gik over al forventning; begge børn sov hele vejen fra Ouagadougou til Istanbul (og Oliver igen til København). Ventetiden i Istanbul trak lidt tænder ud, mest fordi jeg var dårlig, vi alle var trætte, og der bare var mange mennesker - men derfor vil jeg alligevel til en hver tid anbefale Turkish Airlines.

Hjemme igen ventede hverdagen. Oliver er glad for at være i skole igen og har haft sine første legeaftaler.
Salli trives og er glad så længe Jakob er i nærheden, mig er hun stadig ikke så vild med, men det går da lidt bedre.
Jeg brugte en uges tid på at kaste op - men er nu ved at være helt frisk igen.
Salli har været til læge, som konstaterede at hun er lidt under kurven højdemæssigt og lidt over på vægten (hvilket vi nok havde gættet) og til øjenlæge og har næste tid til øjenlæge i slutningen af februar - men at hun kan se 'noget' er der slet ingen tvivl om - spørgsmål er nu blot hvor meget.

Og dermed slutter vi denne rejse og åbner op for et nyt kapitel som en familie på 4    

 


           

15/01-2014

Så lakker vores Burkina-eventyr mod enden for denne gang. Det har i den grad budt på både op- og nedture. Det har været dejligt at gense Burkina og vi får jo den skønneste microput med os hjem, men sygdommen havde vi gerne undværet!
Mandag aften besluttede jeg i samråd med Jakob at stoppe med medicinen, da vi simpelthen ikke kunne holde al den opkast ud mere, og jeg har da også haft det bedre i går og i dag, men på toppen det er jeg sgu' ikke - og jeg glæder mig i den grad til at komme hjem - så må jeg evenutelt besøge det danske sundhedsvæsen i næste uge.
Salli har det stadig godt, men gider ikke Moar - og da slet ikke hvis Far ikke er i nærheden. Derimod leger og charmer hun med Oliver og Far til den store guldmedalje.
I morgen skal vi ud og sige farvel til hendes børnehjem, 'spændende' hvordan hun mon reagerer på det. Derefter kører vi forbi Olivers børnehjem for at hilse på - også spændende hvordan han reagerer på det.
Bagefter har vi lige lidt shopping vi skal have overstået, inden vi skal retur og pakke vores ting.
Og ved 22-tiden i morgen drager vi så mod lufthavnen.
Vi ses i KBH.

For øvrigt har vi jo slet ikke skrevet om myg under dette ophold, og det er nok fordi Jakob er så glad for 'at her næsten ikke er nogle....' - og jeg tænker bare, ja for tænk hvordan jeg havde set ud, hvis her faktisk havde været myg (læs jeg er overbedækket med myggestik, igen......)          

13/01-2014

Hjemmesiden er desværre stadig ramt af sygdom 🤒. Medicinen tog hurtigt smerterne i ryg og lunge desværre tog den også alt andet, så siden lørdag morgen har jeg tilbragt en stor del af tiden liggende ved toilet-kummen - og se det er der ikke meget perspektiv i, udover at jeg pt. har en liste over ting som jeg ikke lige skal have igen foreløbig!!!
At jeg ikke kan så meget betyder desværre også nogle lidt kedelige dage for mand og børn. I dag lykkedes det dog Jakob at komme en tur i poolen med begge.
Ellers har de sidste dage mest stået på små gåture rundt omkring på hotellet - samt mindre ophold ved poolen.  
Igen må jeg rose vores store dreng, for hvor er han dog god til at finde på ting at lave og til at få tiden til at gå - det er ikke meget brok vi hører fra ham!
I går spurgte jeg ham om det at blive storebror var som han havde forestillet sig, men nej det var det ikke, det var endnu bedre, for han har jo ikke fået en irriterende lillesøster men en fræk en af slagsen🤩  
Min sygdom har desværre også betydet, at Salli nu ikke rigtig gider mig, hvilket man jo ikke kan fortænke hende i. Far & Oliver er hun til gengæld glad for.
Vi håber stadig på et par gode dage hernede inden turen går hjem igen torsdag nat. 

10/01-2014

Så sker der lidt på hjemmesiden igen.
Efter to dage på hotellet var det i dag blevet tid til at få ordnet høflighedsbesøg på socialministeriet samt en tur til den danske ambassade for at få Salli's provisoriske pas. Dvs at alt papirarbejde nu er klar og at vi i princippet kunne rejse tilbage til DK nu.
Det eneste vi mangler er farvel-besøget på Salli's børnehjem samt at besøge Olivers børnehjem og derudover skal vi have købt nogle fodboldtrøjer med hjem.
Vi skulle egentlig have været forbi Olivers børnehjem i dag men i stedet måtte vi desværre en tur forbi lægen.
Heldigvis er der ingen af børnene der fejler noget, det er 'blot' min venstre lunge, som i forvejen ikke er 5 potter pis værd, som ikke kan klare det burkinske støv.
Så nu er jeg på pencillin, og smertestillende - og her taler vi altså smertestillende og ikke sådan nogle lunkne panodiler eller lign. Samtidig har Jakob lavet mig en fantastisk vand-blanding der smager som at få hovedet rigtig meget under vand ved stranden, da jeg nok også er en smule dehydreret, så i morgen regner jeg med at være på toppen igen.
Det gode er jo så at Jakob har haft et par dage til at øve sig i at være hjemmegående med to børn, det er vist lidt hårdt🙂  
Vi har defor aflyst besøget til Kalifa's landsby, dels tænker jeg ikke 400 km i bil hver vej på de burkinske landeveje er det bedste for min ryg og lunger og dels har jeg det nu bedst med at være i nogenlunde nærhed af samme doktor - hvis nu.
Ungerne har det godt - de hygger sig sammen og Oliver er rigtig god til at lege og snakke med Salli og han får stor ros alle steder vi kommer hen.
Salli er en bestemt lille dame. Er hun sulten går hun ud og vasker hænder og henter sin hagesmæk, og så kan mor og far godt få maden på bordet. Skal hun lave stort smider hun bleen og hvis vi er hurtige nok ender 'godterne' så i toilettet😉 Tis kommer i bleen.
Hun er en glad og tilfreds pige det meste af dagen undtagen når hun skal sove, så starter sirenen, og i dag fik hun snøret sin far tilat undvære middagsluren, så gik hun til gengæld omkuld ved 19-tiden uden den helt store tudetur. Til gengæld sover hun indtil ved 6-7 tiden næste morgen, så det er dejligt!
Der er ikke så mange billeder i denne omgang, da vi jo ikke har oplevet det store siden sidst.
              

07/01-2014

I dag var det så blevet tid for den officielle overdragelse fra børnehjemmet. Den bestod meget simpelt i, at vi skrev vores navne, adresse og øvrige kontakt-oplysninger og vi skulle så have haft et officielt dokument på at Salli nu er overdraget til os, men Kalifa havde glemt vores sagnummer, så nu henter han selv dokumentet senere på ugen, så meget for så lidt😎.
Salli tog gensynet fint, men nu befandt vi os også mest på et lille kontor ved siden af børnehjemmet og hun fik således kun et lille glimt af de øvrige børn og plejerne. Vi skal (desværre) tilbage igen til afskeds-ceremoni den dag vi rejser.
Salli nåede også lige at blive målt og vejet. Hun er cirka 85 cm høj og den officielle vægt sagde 10 kilo, men lad os bare lægge et par kilo til, da nålen vist ikke helt var nulstillet. Det passer også bedre med den vægt hun i følge sin sundhedsbog havde i slutningen af 2013.
Til sammenligning var Oliver til sin 2-års undersøgelse 88 cm høj og vejede 13 kilo.
Salli passer fint det tøj i str. 92 vi har med herned, mens sandalerne i str. 23 er et nummer (eller to) for store.
Efter besøget på børnehjemmet kørte vi ud for at se AMPO-projektet, som er drevet af tyske Kathrin Rohde og som en stor del af Burkinagruppens medlemmer støtter.
Derefter inviterede vi Kalifa & Moussa på restaurant, så det blev halvsent inden vi igen var tilbage på hotellet, og Salli var derfor meget træt og ked inden hun endelig overgav sig til middagsluren.
Efter luren livede hun til gengæld gevaldigt op og vi hyggede og legede alle 4 i nogle timer.
Dagen sluttede desværre med masser af gråd - Oliver kom til at sparke en badebold i hovedet på Salli og det sammen med alle de mange indtryk væltede læsset for den lille mand. Og Salli ville selvfølgelig ikke stå tilbage for storebror og istemte hurtigt koret. Nu er her dog ro i hytten - og vi glæder os til et par dage i ro og fred.           

06/01-2014

Så sover mand og børn og samtidig kom der så liv i net-forbindelsen, mon der er en direkte sammenhæng😉
Første hele dag med Salli er gået fint og langt bedre end forventet.
Dagen startede ved 7-tiden, da jeg opdagede at Salli var vågen, så lå vi lidt og hyggede indtil drengene stod op. Hun havde sovet siden klokken 20 uden en lyd, det kan 'man' sikkert fortolke på mange måder men for nu har vi valgt at nyde det, kampene skal nok komme senere.
Vi skulle ikke nå noget i dag, da vi havde en 'fri-dag', så vi tog os god tid med morgenmaden.
Efter morgenmaden ville Oliver i badekar - og det viste sig minsandten at vi har fået endnu en lille vandhund. Salli kom ned i badekarret til Oliver og ih hvor de hyggede, og Salli som ellers ikke har haft meget lyd de foregående dag fik pludselig åbnet op for sluserne og pludrede løs og det gjorde hun så resten af formiddagen - og søreme om ikke også hun sagde sit første ord/navn, da hun flere gange i træk sagde Oliver - stor glæde hos alle over at det blev hendes første ord!
Efter bad og 'pleje' gik vi en tur op ved poolen, hvor det blev tid til lidt fodbold, en gyngetur og en tår at drikke.
Derefter var det blevet frokosttid og så skulle Salli sove til middag. Her tog hun sig en større 'tude-tur', om det var fordi hun skulle sove eller p.gr.a lidt hård mave vides ikke, men vi holder i hvert fald øje med det sidste.
Ved 15-tiden var Salli frisk igen og da hun lige var tøet op legede hende og Oliver længe med biler, mens det var blevet tid til Fars middagslur😉.
Ved 17:30 tiden gik vi op for at bestille aftensmad til værelset og Jakob forsøgte et opkald til DK uden den store succes.
Salli sad længe og hyggede med maden, så da hun endelig var færdig var det blevet sengetid for hende, mens Oliver lagde sig med Nintendoen. hun græd lidt igen, men ikke så slemt som i eftermiddags og hun faldt hurtigt til ro og i søvn.     
Oliver vil gøre alt for sin lillesøster og derfor har vi gennem dagen igen og igen hørt replikker som: 'det er okay Mor, jeg var færdig med at lege med dem', når Salli stjæler bilerne, eller 'jeg kan ikke spise mere Mor, så hun må godt få det', da Salli nappede hans flutes, og 'hun er lidt tung men jeg nyder da bare at hun sidder hos mig' - og ja det var der ingen tvivl om, at han nød 😀 Vores store dejlige dreng er i den grad blevet Storebror!              

05/01-2014

Så blev det søndag, og vi er allerede på dag 3 i Burkina.
Igen i dag stod vi op ved 7:30-tiden, spiste morgenmad på værelset og blev så hentet af Kalifa & Moussa klokken 9:00.
Salli havde lidt tårer i øjnene da vi kom, men kom selv over til mor med bukser og trusser i hånden (hun var ved at blive skiftet, da vi kom).
Vi gik udenfor som de andre dage og i dag gad Salli heldigvis godt Oliver, Far var dog nok favoritten i dag.
Salli var lidt ked af det i dag, måske fordi plejerne havde forberedt hende på, at hun skulle med os hjem.
Men efter lidt tid og lidt chokolade-kiks 😉 tøede hun op.
Der var lidt forvirring omkring om Salli skulle spise på børnehjemmet eller hos os - men ved 11:30-tiden fik vi lov at tage hende med os hjem til frokost.
På vejen hjem kørte vi forbi supermarkedet og banken og Salli sad stille og roligt hos mor og nød turen.
Tilbage på hotellet fik vi lidt frokost, inden det var tid til en lur for Salli - og nu ligger hun så og sover skønheds-søvn - det tog lige et par minutter med gråd, inden hun faldt til ro med Olivers nusse-pude.
Far har været lidt ude og se sig omkring på hotellet, men Oliver blev hos mor og Salli (man skulle jo nødig gå glip af noget tid med lillesøster...)   
     

04/01-2014

Dagen i dag er stort set forløbet som dagen i går.
Vi stod op ved 7:30-tiden og spiste morgenmad på værelset, inden vi blev hentet af Kalifa & Moussa klokken 9:00.
Så gik turen til børnehjemmet, hvor vi fik lov til igen at tage Salli med lidt ud. Hun græd da hun gik med os men stoppede hurtigt igen.
Ved 10:30 tiden fik hun lidt grød og en times tid senere var det tid til frokost- en slags mos af majs-mel med grønsags-sovs. 
Derefter skulle Salli sove og vi tog retur til hotellet for at spise frokost.
15:30 gik turen igen til børnehjemmet - denne gang havde Salli kun et par tårer i øjenkrogen da vi gik udenfor med hende.
Hun kommer over til mor og far, når vi kalder på hende - går til Far, når vi siger Pappa og tilsvarende Mor, når vi siger Mamma. Hun vil gerne op til os begge og vil gerne gå tur med os i hånden. Hun er meget interesseret i de farvestrålende børnebøger Oliver har valgt at tage med til hende.
Desværre for Oliver har hun afvist ham lidt i dag - om det er fordi hun allerede har fundet ud af, at han er en konkurrent til mors og fars opmærksomhed vides ikke. Det har dog ikke ødelagt Olivers begejstring for Salli - og han fortæller os meget voksent, at hun jo også lige skal vænne sig til at have en storebror.
Oliver 'sluger' Afrika med øjne og ører - han er glad for Kalifa og Moussa og taler lystigt med dem, selv om de ikke lige altid forstår hinanden.
Dagens gode nyhed er, at vi får Salli med os allerede i morgen formiddag . Tirsdag skal vi så tilbage til børnehjemmet til den officielle overdragelse.
Det bliver dejligt med lidt ro på for selv om vi i princippet er for en langsom overdragelse må det også være forvirrende hele tiden at skulle frem og tilbage mellem det gamle og det nye.
Vi er blevet inviteret med til Kalifa's landsby nogle dage den sidste uge vi er her. Thyge Christensen (Burkina-ekspert) er på vandring hernede med 9-10 andre danskere og der skal være noget musik og optræden i den anledning.
Det ville helt sikkert være en stor oplevelse, men vi venter lige og se, hvordan det går med Salli, inden vi beslutter os endeligt.
Forbindelsen er lidt langsom i dag, men jeg prøver at smide lidt billeder op om lidt
.           
    
 
 
            

03/01-2014

Så er vi på Live fra (ikke Bremen) men Burkina .
Rejsen herned gik fint og vi kan sagtens anbefale Turkish Airlines. 1 times transit var dog lige i underkanten, men med en slutspurt gik det også og så havde vi fornøjelsen af at kunne lugte os selv resten af vejen😉.
Hotellet OK Inn er fint. Vi har en bungalow med 2 værelser og køleskab! Morgenmaden var lidt sparsom - særligt for en gluten-allergiker🤩 - men nu har vi været på indkøb så vi har lidt større udvalg i morgen.
Aftensmaden var til gengæld fin - og ikke noget med at restauranten først var åben klokken 19 som sidst vi var i Burkina.
Kalifa & Moussa hentede os i Lufthavnen i går og igen her på hotellet i morges. 
Klokken 9 gik turen mod Hotel Maternel (Salli's børnehjem), hvor vi mødte en skræmt lille pige. Plejerne havde forsøgt at forberede hende på, at nu kom mor, far og storebror, og at hun nu skal rejse til DK - men hvordan fa.... skal man kunne forstå det, når man bare er en lille pige på 21/2, som aldrig har været udenfor børnehjemmet? 
Efter at have hilst på lederen og efter at Salli havde vist os rundt på børnehjemmet - en lidt speciel oplevelse med en masse damer der råbte af Salli, at nu skulle hun den vej og derind osv osv - satte vi os med Salli. Hun græd lidt men fandt sig efterhånden i os og vi fik leget lidt med badebolde, Babapapa osv. 
Vi kom også lidt ud på legepladsen med vipper & rutschebane.
Ved 12-tiden skulle Salli have frokost, som vi fik lov til at være med til - kan kun sige at pigebarnet har en god og sund appetit, og hun ser da også velnæret ud. 
Derefter var det sengetid, så vi kørte ud at handle og derefter hjem til frokost på hotellet.
Ved 15-tiden gik turen igen til børnehjemmet, denne gang fik vi lov til at tage Salli med udenfor børnehjemmet (der er et grus-område lige udenfor), og det gik straks lidt bedre med kontakten, når hun ikke længere kunne se og høre plejerne og de andre børn.
Mht synet, så kan Salli orientere sig og hun kan også skelne mor, far og Oliver fra hinanden - og der er ingen tvivl om, at hun genkender sin plejer, så det er positivt.
Oliver har bare været super både i går og i dag. Han er meget kærlig og opmærksom overfor Salli, og vil gerne være med til at lege med hende, gå tur osv. Der blev dog også lige tid til en fodboldkamp med nogle af de store drenge
Og da vi kom til hjem til hotellet havde Oliver lige brug for at putte lidt med mor og far.
Nu er vi trætte og mætte af indtryk og skal snart til køjs, i morgen går turen igen til børnehjemmet - tænker vi først får Salli med os i starten af næste uge - om ikke andet så fordi lederen nu holder weekend.             
På billedet her ser i det aller-første billede af Salli, hvor hun viser os sin seng - flere billeder under Oliver & Salli 2014    

11/12-2013

Det har været nogle hektiske og dyre😲 dage siden sidst.
Oliver var hos Moster Tut og Onkel Anders i weekenden, mens Jakob og jeg fejrede vores kobberbryllup 😉
Mandag formiddag fløj jeg til Indien og her godt 48 timer senere sidder jeg nu i Frankfurt på vej hjem.
Vi har halvanden mand vaccineret, superseje Oliver er færdig-vaccineret, Jakob er måske færdig (lægen undsøger pt. om vores gul feber fra sidst stadig er gældende) - og jeg skal vaccineres i morgen.
Og så skal en af os forbi ambasaden og søge visa, nu hvor mit pas snart er vel hjemme igen.

Der er bestilt fly-billetter, vi flyver med Turkisk Airlines denne gang - dels for at undgå Charles-de-Gaulle lufthavnen, men ikke mindst fordi vi kunne spare 12-13.000 på billetterne.

Vores rejseplan er, som følger;

Udrejse :
Afgang, Torsdag d. 02/01-2014 kl. 12:30 via Istanbul og med et stop i Niamey
Ankomst i Oaugadougou 23:55
(de er en time bagud).

Hjemrejse :
Afgang, Ouagadougo natten til Fredag kl. 00:55
Ankomst i København fredag eftermiddag/aften d. 17/01-2014 kl. 17:05 (fra Istanbul).  

Vi skal denne gang bo på Hotel OK Inn, hvor der skulle være god plads til aktive børn - og masser af lokale drenge, der gerne vil spille fodbold.  

      

06/12-2013

På denne side vil vi skrive om vores anden rejse til Burkina Faso, hvor vi skal hente Salli Edwige hjem til Amager.
P.t. er rejsen stadig i planlægningsfasen, men vi regner med udrejse d. 02/01-2014. Vi glæder os helt vildt 🙃🤭